Holstebro kirkes orgel
renovering
januar - marts 2007

Klik her for 1. lysbilledshow (div. billeder)

Klik her for 2. lysbilledshow (orglet adskilles)

Klik her for 3. lysbilledshow (div. billeder)

Klik her for 4. lysbilledshow (orglet adskilt)

 

 

 

 



Holstebro kirkes orgel er bygget af FROBENIUS i 1957 (3 manualer og pedal), men udvidet med svelleværk i 1982. Orglet fremstår idag som en meget vellykket repræsentant for "universalorglet" - en orgeltype der søger at yde klanglig retfærdighed til så stor en del af orgellitteraturen som muligt. Orglet har idag 4 man. og pedal. De 45 registre/stemmer er fordelt på Hovedværk, Svelleværk, Brystværk, Rygpositiv og Pedal. Indtil i år har orglet - på et par elektriske koblinger nær - været fuldt mekanisk i både traktur og registratur.

50 års jubilæet fejres med en renovering af de ældste vindlader (med træsløjfer), der ikke længere var tætte. Hele trakturen (mekanikken fra tangenter til ventiler) bliver gået efter og den mekaniske registraturmekanik ombygges til elektrisk funktion - system Jens Langvad. Det indebærer at der installeres helt nye "omgivelser" ved spillebordet i form af nye, skråtstillede registertavler med nye registertræk og at den gamle registermekanik fjernes og erstattes af elektriske trækmotorer.

På det nye system kan man via et lille knap-panel forud indstille 8000 forskellige klangkombinationer. I et givet stykke orgelmusik kan man så ved tryk på en enkelt knap let og elegant trykke sig frem til de forskellige klange man skal bruge i stykket. Der krævedes med det gamle mekaniske system ofte to medhjælpere ved fremførelser af bare lidt større orgelværker. Lignende registerhjælpemidler (pneumatiske eller elektriske) har været i brug i orgler af bare nogenlunde størrelse i mere end 100 år.

Holstebro kirkes orgel bliver med denne renovering og ombygning bragt helt up to date. Man har stadigvæk som orgelspiller den nærværende kontakt til instrumentet via den mekaniske forbindelse fra tangent til ventil og samtidig den meget nemme og bekvemme betjening af det klanglige i instrumentet. 

Se orglets disposition her.

Orgelbyggeriet FROBENIUS

Opdateret 24.04.2007